Rigtige mænd...
Af Ole Fastrup
Solformørkelse i Bulgarien 1999
"Det er sgu helt religiøst", sagde Svend med blanke øjne. Jeg nikkede til svar, mindst lige så berørt som Svend og derfor ude af stand til at sige noget. I stedet gav jeg Marianne, min kone, et ordentlig knus og tørrede øjne og næse i hendes bluse. En perfekt solformørkelse set fra Sortehavets bred var netop overstået. Min første.
Før formørkelsen havde mine forventninger været tårnhøje, og jeg havde glædet mig som et barn til juleaften. Virkeligheden oversteg langt forventningerne.
Vi var fire fra Nordjysk Astronomisk Forening for Amatører, NAFA, som så formørkelsen sammen. Vi havde valgt turen til Bulgarien og Sortehavet som Tycho Brahe Planetarium sammen med Balkan Holidays havde arrangeret i tæt samarbejde med Københavns Astronomiske Forening, KAF. Arrangementet startede dagen før formørkelsen, hvor KAF som appetitvækker viste os Solen i deres fine 12" Schmidt Cassegrain kikkert. De havde et H-alfa solfilter med, i hvilket man kan se protuberanser og Solens overflade samtidigt. Kikkerten blev stillet op foran vores hotel om eftermiddagen, og der blev kigget og kigget! KAFs medlemmer forklarede omhyggeligt og tålmodigt de mange, som for første gang så dette pragtfulde syn. Jeg sneg mig til at kigge tre gange, og jeg var lige fascineret hver gang og tænkte: "So ein ding mussen wir auch haben!" "Hvor meget bedre mon en solformørkelse egentlig er?", tog jeg mig også i at tænke. Jamen, jeg vidste jo ikke bedre - dengang. Dagen før...
|
|
| KAF havde opstillet deres 12" Schmidt-Cassegrain foran hotellet, vi boede i. Så skulle man da være et skarn, ikke at benytte lejligheden. Ole kigger overvåget af Persson fra KAF. Forrest i køen er Svend Hansen og derefter Peter Kristensen - begge fra NAFA. | Marianne synes også det var flot! |
Om aftenen sad jeg og arbejdede hårdt på at genoprette min væskebalance efter endnu en varm dag, godt sekunderet af Bendt Mortensen og Marianne, da der bakkede en minibus op ved hotellet. Claus Jensen og Kristian Powers fra KAF skulle ud og se på stjerner. Så for tredje nat i træk begyndte de at slæbe astronomisk udstyr ud i bilen. Chaufføren var lejet for hele natten for nogle få hundrede kroner. Jeg spurgte forsigtigt, om jeg kunne komme med på turen. Stjernesværmen Perseiderne og en sort, lun himmel lokkede. Jeg kunne sagtens komme med, men jeg skulle vide, at de blev ved længe. Mig op efter en trøje og så af sted. Jeg efterlod en ½ liter friskskænket fadøl. De, der kender mig, ved hvad dét vil sige...
Jeg efterlod altså min øl og min kone, de to kom i øvrigt udmærket ud af det sammen, og så af sted. Og ja, vi blev ved længe. Vi var hjemme kl. 4.30 næste morgen. Det viste sig nemlig at være den til dato klareste nat, og Mælkevejen stod som klippet ud med en saks mod en fløjlsagtig sort og lun himmel.
Stjernesværmen Perseiderne gjorde ikke megen væsen af sig. Men det at ligge på ryggen og kigge op på en begsort himmel er fantastisk; og så i skjorteærmer! Jeg var et meget taknemmeligt publikum og Kristian plantede sig bag computeren, mens Claus påtog sig arbejdet med at vise mig stjernehimlens vidundere. Den medbragte computer gjorde det uhyre nemt (for nemt hører jeg en misundelig stemme hviske) at finde de eftertragtede objekter. Jeg vil ikke remse alt vi så op, blot konstatere at jeg havde en pragtfuld nat. M 11 i Scutum var det objekt jeg var mest optaget af. En meget tæt åben stjernehob med hundredvis af nålefine lysprikker. Men også Uranus og Neptun stod fint og viste deres grønlige glans.
Nattens stilhed blev kun forstyrret af buschaufførens sagte snorken og nogle ganske få myg. På et tidspunkt lagde jeg mig på ryggen, og lå blot og kiggede op på himlen. Tænk at kunne det, og så i skjorteærmer.
Solformørkelsen skulle vi jo hjem til, og vi ankom da også til hotellet i god tid. Altså en time før bussen kørte...
Op at hvile ryggen, ned at få morgenmad, så var den tid gået. Og så stod den på solformørkelse.
|
|
| Svend F. Hansen fra NAFA, lidt pap og en håndkikkert. Bemærk den halvt formørkede Sol | Bendt Mortensen og Ole Fastrup klar til formørkelsen |
Kørslen blev hurtigt overstået. Der var ikke en bil på vejen, så de 150 km, vi skulle køre for at komme op til Varna, gik som en leg.
Vi - dvs. Marianne, Svend, Bendt og jeg - havde fundet en lille klit, hvor vi kunne ligge forholdsvis ugenert og nyde sceneriet. Marianne og jeg havde lavet solfiltre til at sætte foran vores håndkikkerter og jeg var den første i vores gruppe, der så Månens skive ramme Solen. Vi var alle overraskede over, hvor kulsort Månen fremstod. Vi vidste det jo godt, men alligevel...
Skyggerne omkring os blev mere og mere sorte og markante, samtidig med at lyset blev gråt-hvidt. Under formørkelsen faldt temperaturen med 11 fra de næsten uudholdelige 41 til 30 og min kameralysmåler viste et fald i belysningstiden fra 1/750 til 1/30 indtil der manglede tre minutter til totaliteten. (Blænde 5.6) Vi lavede en lille betragtningsopstilling af Mariannes kikkert, Bendts pap og med Svends spejderkniv, hvormed vi observerede den fremadskridende formørkelse. Da der manglede ca. to minutter lagde vi os på ryggen hver med vores udstyr.
Fra det sidste minut blev der talt ned, et kæmpekanonslag blev affyret og dér, i samme brøkdel af et sekund, Venus og dér diamantringen...
Og hvor var Solen dog lille mod det sorte firmament. Men solformørkelsen varede bestemt ikke de bebudede 2 minutter og 11 sekunder. Næ, den varede maximalt otte sekunder...
Det er egentlig begrænset, hvad jeg konkret kan huske, men nej hvor var det fantastisk! Jeg var tryllebundet og havde øjnene klistret til min håndkikkert. Deri så jeg den formørkede Sol, både ensom og mægtig. Jeg så koronaen og masser af protuberanser. Jeg så vist ikke andet, men alligevel står solformørkelsen nu - skønt surrealistisk og drømmeagtig - som den største naturoplevelse i mit liv
Mens Bendt senere på aftenen over en øl beskæmmet indrømmede, at synet af en Sortspætte faktisk havde gjort et større indtryk på ham. For "den kom så overraskende, og solformørkelsen vidste vi jo godt kom".
Marianne forsøgte at indprente sig flere indtryk og kiggede efter alle de fænomener, man skulle kunne se. Hun var meget fascineret af mørket, som var som en aften sidst i august ved halv-ti-tiden. Svend havde også givet sig tid til at kigge rundt og kunne konstatere at horisonten var lysende rød hele vejen rundt. Næsten som en solopgang fra alle verdenshjørner på een gang.
En solformørkelse er i sandhed en meget personlig oplevelse.
Lige efter totalitetens afslutning så jeg ud over Det Sorte Hav. Flere hundrede måger havde samlet sig "for natten" og var nu ved at røre på sig. Næsten samtidigt lettede de, så en kridhvid sky af fugle stod som silhuet mod den stadigt lysere himmel. Ja, det var sgu helt religiøst...!
^ TOP
