Tycho Brahe Medaljen 2003

Tak Tycho!

Så snart vi havde hørt, at NAFA havde fået tildelt Tycho Brahe Medaljen for 2003, og at der medfulgte et beløb på 25.000 kr., gik NAFAs bestyrelse i gang med at finde ud af, hvordan vi kunne fejre den store begivenhed på en både faglig og fornøjelig måde. Begrundelsen for tildelingen var, at vi som forening havde gjort et godt stykke arbejde i folkeoplysningens tjeneste gennem mange år. Derfor blev det besluttet, at alle turnusmedlemmer med ledsagere samt ungdomsgruppens to medlemmer skulle være med til prisoverrækkelsen på Tycho Brahe Planetariet lørdag den 8. marts klokken 14.00.

Vi syntes også, at det ville være synd for Ole at stå helt alene i den store Tychosal med sit grundigt forberedte foredrag.

At konerne skulle med var ikke til at komme uden om. Kvindernes Kampdag er netop den 8. marts, og vi ville nødig rodes ind i noget uoverskueligt med hensyn til efterfølgende diskussioner om ligestilling og desavouering af kvindernes indsats på hjemmefronten. Der står trods alt en kvinde bag næsten enhver amatørastronom. Vi ved i hvert fald, at de eksisterer. Nogle af dem venter derhjemme med varm te og kaffe, når vi kommer tilbage fra forevisninger og observationer med kolde tæer og forfrosne fingre. Jo, de skulle med! Efter en masse forberedelser blev der udarbejdet en tidsplan, som så rimelig ud. Mange af forberedelserne var forholdsvis overskuelige. Hvad der voldte de største problemer var nok, om vi skulle spise rundstykker i bussen (de krummer jo meget), om der var en kaffemaskine, og om der var plads til øl og sodavand både frem og tilbage.

Gode kræfter blev sat ind på at gøre programmet så varieret og lærerig som muligt. Og at det samtidig skulle være en fornøjelig tur. Det blev det!

Klokken 8.00 rullede bussen ned ad Borgmester Jørgensens Allé med dens mange huller, som vi andre kender udenad, men som en bus ikke kan undgå at dumpe ned i. Grenene på de bladløse træer slog mod taget, men vor gode chauffør tog det med stoisk ro. Ikke en trækning i ansigtet afslørede hans bekymring for eventuelle ridser i lakken på den firstjernede bus. Forskellen på en trestjernet og firstjernet bus er, at der er mere plads til benene i sidstnævnte. Det er rart, når man skal ud og ind og frem og tilbage. En bustur giver god motion.

Bussen summede af aktiviteter: fugle skulle fotograferes, Storebæltsbroen beundres, farten kontrolleres med GPS osv. osv. De unge prøvede at få et spil skak gennemført på bagsædet, men brikkerne ville ikke, som de ønskede, så de opgav. På et tidspunkt fik Holger Nielsen, som er et af de mere seriøse medlemmer af NAFA, skaffet ro ved at vise filmen ”Vor Kosmiske Rejse”. Skærmen var lille, men filmen rigtig god.

Vel ankommet til Tycho Brahe Planetariet fik vi losset ungdomsgruppens udstilling ud og på et kvarters tid stillet den lige så fint op i den store sal. Masser af fotos og billeder samt avisartikler m.m. fortalte om arbejdet på Urania Observatoriet og gav oplysning om Kikkertens historie. Ungdomsgruppen havde ikke ligget på den lade side.

Direktør Bjørn Franck Jørgensen informerede om forløbet af ceremonien, og civilastronom Hans Jørn Fogh Olsen holdt festtalen. Som sædvanlig med pondus. Han lagde naturligt nok vægt på de store perspektiver og fremhævede folkeoplysningens betydning for interessen for astronomi og naturvidenskab.

Efter medaljeoverrækkelsen skulle Ole holde den rigtig lange tale med ledsagende computerstyrede og digitaliserede billeder og film. Han levede fint op til medaljens latinske tekst ”Non Haberi Sed Esse” - ”ikke at synes – men at være”.

Udstyret med letvægtsmikrofon, laserpen og manuskript fik han rig lejlighed til at demonstrere en professionel amatørastronoms beherskelse af formidlingens kunst. Et teknisk ”problem”/finurlighed ved tastaturet (var det ”enterknappen” eller ”pilen”, der skulle bruges ved billedskift?) slog ham ikke ud. Han råbte bare ”hjælp”, og så kom Planetariets tekniker springende og ordnede det! Foredraget gav et godt indtryk af, hvad vi egentlig går og laver heroppe i det nordjyske.

Det blev også nævnt, at Urania Observatoriet startede den astronomiske folkeoplysning den 22. februar 1989 - et stykke tid før Tycho Brahe Planetariet åbnede den 1. november samme år. Vi var tilbørligt stolte af vor formand og klappede gevaldigt. Til gengæld for bifaldet(!) kaldte han alle turnusmedlemmer med fruer samt vore to ungdomsgruppemedlemmer op, for at de kunne tage del i hyldesten og mærke suset. Fotograferes skulle der også.

Til sidst fik Bjørn Franck Jørgensen spundet en ende over datoen den 22. februar.

På denne dag i 1988 blev grundstenen til Planetariet nedlagt. Datoen var valgt med omhu. Netop den dag var Mars og Uranus i nær konjunktion. Planeten Uranus er opkaldt efter Himlen Gud Uranus. Det samme gælder Urania Observatoriet, med mindre man vælger at lade dette være opkaldt efter musen Urania eller eventuelt Aphrodite (Venus), som havde tilnavnet Urania.

Det korte af det lange var, at vi havde lidt til fælles.

Men vi åbnede nu først!

Bjørn Franck Jørgensen afslørede ved samme lejlighed en tro kopi af Tycho Brahes gamle sekstant. Initiativtageren til dette arbejde samt den kinesiske håndværker, som havde fremstillet instrumentet, blev behørigt hyldet. Efter ceremonien var der åben buffet med et varieret udvalg af lækkerier. Snakken gik, og Holger Bech Nielsen fik lejlighed til at skrive sin autograf på en fremstrakt serviet. En kvindelig beundrer kunne føje den til samlingen af mindeværdige genstande i et hjem i Nordjylland.

Senere gik turen til Dronning Olgas Vej 25, hvor mange af os så Victor Nielsen og Luplau Janssens hjem for første gang. Det sted, som blev så kendt i første halvdel af det 20. århundrede, og hvor vor kikkert først havde vist sine kvaliteter. Vi blev venligt modtaget og vist rundt af ejerne. Gamle skilte med åbningstider for Urania Observatoriet på Frederiksberg blev beundret - og sammenligninger med den gamle indretning og den nuværende diskuteret.

Tilbage til Planetariet, hvor der blev ryddet op i salen og købt ind i Planetariets kiosk. Healersten, prismer og rør, der kunne gå ned ad trapper, men ikke kunne alligevel, gav ekstra omsætning til fordel for – ja, for hvem egentlig?

Trods den fine fortæring på Planetariet var forventningerne til middagen på den tyrkiske restaurant Ankara ikke blevet mindre. Det lykkedes vor dygtige chauffør at finde en parkeringsplads ved Rosenborg Slot. Mindre kunne ikke gøre det. Og vi entrede i godt humør det kriblekrablemyldrende københavnermadsted. Der kom man i sandhed hinanden ved. Nærkontakt af 3. grad.

Der gik rygter om, at vor kasserer, Svend F. Hansen, på et tidspunkt dansede med etablissementets mavedanserinde, hvilket gav anledning til en vis bekymring. Havde han betalt hende for det? Penge havde han jo! Svend var villig til at give tilladelse til at købe 50 stearinlys til et for ham på daværende tidspunkt ukendt formål. Han var lige så mystificeret over bestillingen som den tjener, der modtog den, men lagde rask tegnebogen på disken og lod beløbet indgå i den øvrige regning.

Som de tålmodige jyder vi er, gav det kun ringe skår i fornøjelsen, at syv til otte af os måtte vente tre kvarter på at få lov til at sætte os ned.

2-3 kg tungere vandrede vi alle med et stearinlys i hånden til Rundetårn, hvor Preben Sørensen, vor tidligere formand, ikke havde nøglen til lysafbryderen. Meningen var, at vi skulle vandre op ad sneglegangen i lyset fra ”tusinde kærter” uden hjælp fra civilisationens elgeneratorer. Vi besluttede at tænde dem alligevel. Så stemningsfuldt blev det da - især i mørket inde i selve observatoriet.

Preben fortalte os om kikkerten, og vi fik også udpeget de mest markante bygninger i København fra udsigtsgangen udenfor.

Vejret var ikke til stjernekiggeri, men hvad. Vi har jo også stjerner i Nordjylland – og de ligner hinanden forbavsende meget, ligegyldigt hvor vi befinder os.

På Brorfelde, som vi fandt uden problemer hjulpet af en velforberedt chauffør og en kyndig stedkendt blandt os (Helge Selchau), steg forvirringen til uanede højder. Fjorten af hér - sytten dér. Så mange dobbeltværelser hist og så mange enkeltværelser pist. Det så ud, som om alle steg ud det første sted, sandsynligvis fordi Hans Jørn Fogh Olsen havde kundgjort, at det andet sted havde værelser til fire personer. Den kender vi. Ingen gider ligge med andre. Der må være måde med det sociale samvær!

For øvrigt var det alt sammen totalt ligegyldigt. Adskillige sov overhovedet ikke hos deres fruer, men sad og diskuterede Saddam Hussein og dobbeltstjerner hele natten.. Der blev vist også healet lidt.

De to fra ungdomsgruppen var til gengæld sovet ind med det samme. De var i det hele taget meget nemme at have med. Ivrige, velopdragne og interesserede i alt.

Næste morgen: rundstykker og kaffe. Damerne på lille udflugt, mens mændene hørte et foredrag om Hertzsprung-Russel diagrammet. Hans Jørn er god til at drage videnskabshistorien ind i forklaringen af astronomiske landvindinger. Hertzsprung var den egentlige ophavsmand (1907). Russel lavede diagrammet i 1913. Så navnet på diagrammet er vel rimeligt nok. Efter foredraget ryddede mændene pænt op og beså den store Schmidt kikkert, som stadig er i brug. Nu ventede vi så på bussen med damerne. Vi skulle nemlig til København igen! Hans Leth havde fået et tilbud, som vi ikke kunne afslå. Vi skulle endelig se den kikkert, som Hertzsprung havde været voldelig overfor i 1909. Det lykkedes ham at smadre et objektiv på dobbeltrefraktoren på Østervold. Vi blev pænt modtaget og fik at vide, at vi på det nærmeste skulle betræde et sakrosankt sted. Hele bygningsværket var at ligne med en kirke med Kikkerten i midten og ypperstepræsten, professoren, i bygningen til venstre. Det var så dengang! Meget imponerende! Fremviseren var meget begejstret og glad for at vise den frem for mennesker, som forstod sig på de sager.

Poul Hansen skulle selvfølgelig undersøge det hele. Det lykkedes ham at finde et fint spektroskop i en kasse. Da han samtidig fumlede med et prisme, han havde købt i Planetariets kiosk, opstod der lidt tvivl om det ikke også hørte til i kassen. Men han havde kvitteringen med!! Nå, spøg til side. Besøget var alle tiders.

Men nu kunne det også være nok.

Hjem, hjem, hjem!

Undervejs fik vi sat de mest fantastiske og højt belagte stykker smørrebrød fra havnegrillen i Holbæk til livs. Jeg forstod chaufførens tilfredshed over vor beslutning om at spise dem udendørs!

The rest is silence. Helt bogstaveligt.

En bus med fremadvendte ansigter, hvor øjnene var blevet til sprækker og munden til et stort sort hul.

Hvor mange gange kan man få Tycho Brahe medaljen?

Vi vil på tur igen!