Perioden 1918-1988: Carl Luplau Janssen
|
Carl Emil Luplau JanssenMennesket bag myterneKrakilsk, enestående hjælpsom; selvudslettende, selvhævdende; brovtende, yderst beskeden; doven, en enestående ildsjæl; kærlig, kynisk; en genial forsker, en uduelig videnskabsmand; naiv, snedig konspirator; udnytter af andres videnskabelige arbejder, foregangsmand med selvstændige og gennemarbejdede projekter. Adjektiverne, beskrivelserne og myterne er mange. C. Luplau Janssen var én, der blev lagt mærke til, og én man talte om. Som altid, når meningerne er så forskellige, ligger sandheden et sted imellem, men samtidig, nok med et gran af sandhed i alle udsagnene. Der er ingen som helst tvivl om C. Luplau Janssens positive egenskaber. Ej heller om hans popularitet i hele Danmark. Han var et yndet emne for aviserne og udtalte sig om alverdens emner. Hans foredrag både i radioen og rundt om i landet var blandt de mest populære overhovedet, og mange kan endnu huske dem. Han bevægede sig ubesværet i det højere selskabsliv, oftest iført sine elskede uldne sokker og bjergstøvler. Til gengæld bar han næsten aldrig overtøj eller hovedbeklædning. »Arbejde giver varmen, og min hjerne arbejder konstant, og så hurtigt og hårdt, at her er rigeligt med energi til at holde hovedet varmt.« Dette skal Luplau Janssen have sagt som begrundelse for ikke at bære hat. Hvorfor han så altid gik i uldne strømper og store, sorte bjergstøvler, melder historien ikke noget om. I anledning af sin udnævnelse til Ridder af Dannebrog skulle han i audiens hos Kong Frederik IX. Han var iført sit stiveste puds, men ville beholde sine elskede støvler på. Først i allersidste minut formåede en rasende fru Aase ham til for en gangs skyld at tage pæne, sorte sko på. Endelig må nævnes, at han var hurtig og skarp i replikken. Niels Wieth- Knudsen, som arbejdede på Urania Observatoriet i 1950'erne, har som eksempel på dette fortalt følgende historie: »Jeg skulle engang fremvise Urania Observatoriet for den argentinske Chargé d'Affaires med nogle af hans slægtninge, der kun talte fransk. Jeg havde haabet, at C. Luplau Janssen, som jo talte glimrende fransk, ville hjælpe; men han sagde: »Det er dine Gæster; dem må du selv klare.« - Jeg: »Jøh, men je' ska' jo saa tal' fransk.« - »Det klarer du nok« - »Hm« - . Efter forevisningen (jeg taler jo altid højt!) sagde C. Luplau Janssen: »Det klarede du jo glimrende.« - »Naah, ja, naar det drejer sig om Fag med tekniske Udtryk gaar det altsaa; - men uha, hvis det havde været en almindelig selskabelig Konversation,« - hvorpaa Carl afsluttede Rosen med Ordene: »Ja, men det kan du jo heller ikke paa Dansk!«
Carl Emils opvækstDen 9. august 1896 »kort før skolegangs begyndelse« tog Carls far den syvårige dreng op på Frederiksberg Bakke for at se en partiel solformørkelse. Interessen for astronomi var vakt og øgedes, da Carl som tiårig blev syg. Den sengeliggende skoledreng fik fat i en bog om astronomi af den danske forfatter Torvald Køhl. Han blev snart derefter i en alder af 11-12 år en hyppig gæst på Victor Nielsens Urania Observatorium. Luplau Janssen kom fra små kår. Han var den ældste af syv søskende, og det var til tider Carl, der måtte holde styr på hjemmet og den omfattende søskendeflok. I skolen var han særdeles dygtig og lå som nummer ét lige fra første klasse og til og med studentereksamen. Dels for at finansiere sine interesser og dels for at bistå den stramme økonomi i hjemmet påtog Carl sig tidligt undervisning, idet han underviste drenge i mindre klasser. Efter studentereksamen tog han bl.a. en magisterkonferens i astronomi, og med dette eksamensbevis i hånden fik han den 1. januar 1911 stillingen på Universitetsbiblioteket, som skulle blive hans levebrød livet igennem. Ved Victor Nielsens død den 26. november 1918 havde C. Luplau Janssen længe haft alt det praktiske arbejde og det egentlige ansvar for driften af Observatoriet. Trods sine kun 29 år var han en erfaren astronom og en meget dygtig foredragsholder. Siden 1911 havde han haft ledelsen af det videnskabelige arbejde på Observatoriet. Han overtog det efter H.E. Lau, som fik en assistentstilling på observatoriet i Treptow ved Berlin. Omkring 1914 overtog han også de pædagogiske pligter for Victor Nielsen og var derfor den egentlige leder. Det var altså naturligt, at det blev ham, der overtog Urania Observatoriet efter Victor Nielsen. Men der skulle gå et halvt år i økonomisk uvished, før Luplau Janssen den 3. maj 1919 stolt kunne kalde sig ejer af Danmarks største privatobservatorium. Den statsstøtte, Victor Nielsen fik, var tilkendt ham personligt og blev ikke videregivet til den nye ejer. C. Luplau Janssens stilling som underbibliotekar, og hans giftermål i 1916, har ikke givet mange penge at gøre godt med. Men med den for ham sædvanlige energi og optimisme lykkedes det ham at få statsstøtte samt et lån på 50.000 kr. fra Carlsbergfondet.
Dagliglivet på Dronning Olgas VejValborg Frederiksen, nu pensionist og bosat i Aalborg, var i huset hos Luplau Janssen i 1928. Valborg var dengang sytten år og har aldrig glemt den tid. Særlig C. Luplau Janssen husker hun tilbage på med glæde. Manden i huset var efter hendes opfattelse beskeden grænsende til det selvudslettende. Desuden var han hyggelig, vittig, belæst og meget upraktisk. Som et eksempel på det upraktiske husker hun nu, næsten halvfjerds år efter, dengang C. Luplau Janssen havde tjæret tag - og derefter gik ind på gulvtæppet med tjæresko på. Luplau Janssen var i 1916 blevet gift med operasangerinde Esther Rigmor Støiholm. De fik en datter Anna Margrethe, »Tulle«, i 1920. Mens Valborg arbejdede der, kunne hun tydeligt mærke, at ægteskabet ikke var lykkeligt. For at føje spot til skade, boede svigermor også i huset! Hun hed jo fru Støiholm, og med sin vanlige form for ord-ekvilibrisme omdøbte Luplau Janssen hende snart til fru Spektakelø. Valborg, fru Esther, datteren Tulle og fru »Spektakelø« boede på 1. sal, oppe ved Kikkerten, mens husets herre var forvist til et værelse i kælderen. Valborg fik hurtigt en særlig plads i Luplau Janssens hjerte. Konen og svigermor forstod ikke Luplau Janssens begejstring for stjernehimlen. Så når astronomen havde fundet et objekt, ofte Mars, kom han farende ind til Valborg og slæbte hende med hen til Kikkerten. Her fortalte han så, spruttende af begejstring, hvad den lille uldne tot var. Ikke så sært, at Valborg aldrig glemte atmosfæren i det særegne hus. Familien Støiholm flytter fra Dronning Olgas Vej i 1932 blandt andet på grund af »afvigende Syn på de Økonomiske Forhold«. Mon ikke Observatoriets vedligeholdelse og pengeforbrug til det videnskabelige arbejde er, hvad der ligger bag dette udtryk? Samt selvfølgelig konens og svigermoderens manglende interesse for astronomi. Herefter havde C. Luplau Janssen i en årrække, hvad han selv kalder et frit forhold til en frk. Harriet Nielsen. Hverken opløsningen af ægteskabet eller det frie forhold var god kutyme i datidens Danmark. Men åbenbart nødvendigt, for som han skriver: »I denne Periode genvandt jeg dog min Arbejdsevne, som var taget meget af.« Først i 1939 opnår han skilsmisse, og han gifter sig straks efter med Aase Worsøe Mollerup. I dette ægteskab blomstrer Luplau Janssen igen op, huset åbnes, gæster strømmer til, og fru Aase bliver en solid og uundværlig ankersten både for sin mand, for dansk amatørastronomi og for Urania Observatoriet. Sammen formår ægteparret at opbygge en amatørastronomiens højborg for hele Danmark. En institution hvor seriøst arbejde flot går hånd i hånd med folkeoplysningen. Dette sidste får større og større betydning, efterhånden som Urania Kikkertens videnskabelige værdi forringes på grund af beliggenheden i byen og på grund af den moderne teknologis fremmarch.
C. Luplau Janssen som bibliotekarLuplau Janssen kunne ikke leve af at være astronom. Faktisk kostede det ham mange penge at drive Observatoriet, at have halvoffentligt bibliotek i hjemmet og at udgive tidsskriftet »Urania«. C. Luplau Janssen kunne derfor takke sin stilling som underbibliotekar for, at han overhovedet formåede at beholde Dronning Olgas Vej 25. Stillingen på Universitetsbiblioteket i København kaldte han »sit kongelige embede«. Heldigvis for ham var her placeret en sofa. I en festtale på det tidligere universitetsbibliotek mindedes man gamle dages bibliotekarer: »Hvis man havde brug for astronomen, skulle han først vækkes, da han tilbragte det meste af sin tid herinde i vandret stilling.« At historien blev fortalt med vanlig festtaleoverdrivelse fremgår klart af, at flere tidligere lægestuderende stadig husker en vis nøgleraslende person, som gik igennem den ellers så stille læsesal med tunge skridt, mens han højlydt konverserede en gæst, ofte på fransk. Han prøvede flere gange at avancere inden for biblioteksvæsenet. Det skyldtes nok ikke så meget personlig ærgerrighed som et ønske om højere løn. En højere løn, som ville sætte ham i stand til at nyde sin tilværelse som observatorieejer i fulde drag.
C. Luplau Janssen som astronomCarl Luplau Janssens inderste ønske var at blive anerkendt som professionel astronom. Han prøvede to gange at få en doktordisputats i astronomi. Begge gange forgæves. Sammen med Georg Haarh fik han Videnskabernes Selskabs Guldmedalje, og denne sag, samt de to forkastede doktordisputatser, har der været megen blæst om. Da de også fortæller noget om mennesket C. Luplau Janssen, vil de kort blive beskrevet her. Første doktordisputatsTitlen var »Undersøgelse over Dobbeltstjerner III«, og den indleveredes 16. april 1917. Arbejdet hvilede dels på tidligere arbejder af ham selv, og dels på arbejder udført af Ejnar Hertzsprung. Den var desværre fuld af både sammentællings- og udregningsfejl og indeholdt ikke, i modsætning til hvad C. Luplau Janssen fastholdt i mange år, noget nyt. Først den 23. maj 1918 vedtog fakultetet at antage afhandlingen til forsvar. Forsvaret skulle finde sted 2. juli, men den 29. juni skrev C. Luplau Janssen, at han var syg af overanstrengelse og ikke ville være i stand til at forsvare sin afhandling på den fastsatte dag (se tidslisten bagest i bogen). I september, næsten halvandet år efter indsendelsen af disputatsen, forsøgte C. Luplau Janssen at få afhandlingen tilbage for at rette de fejl, der var i den. Fakultetet afslog med den begrundelse, at de ønskede ændringer var for betydelige. Den 25. november 1918 trækker C. Luplau Janssen sin første disputats tilbage. Videnskabernes Selskabs prisopgave i astronomi for året 1919 Trods en meget hård kritik får Georg Haarh og Luplau Janssen guldmedaljen for et fællesarbejde, »Stjerner af den 4. Secchiske type, deres fordeling, afstande og hastigheder«. Bedømmerne mente dog ikke, at afhandlingen skulle offentliggøres. Alligevel fik C. Luplau Janssen offentliggjort en forkortet udgave af den i Astronomische Nachrichten. Guldmedaljen var måske ment som en opmuntring for den 19-årige Georg Haarh. Desuden er det fristende at tro, at bl.a. Ejnar Hertzsprung, som en af bedømmerne, gerne ville støtte sin gode ven C. Luplau Janssen. Anden doktordisputatsDen næste doktordisputats omhandlede planetariske tåger. Den blev indleveret kort efter, at han i 1922 havde fået meddelelsen om guldmedaljen fra Videnskabernes Selskab. Disputatsen bliver sablet ned: »De videregående slutninger savner videnskabeligt grundlag, og er ført på en utilfredsstillende måde«, »diskussionen om radialhastigheder er allerede udført og resultaterne er velkendte«, »hele arbejdet er fejlagtigt og ret ubetydeligt«. Desuden er der også i denne disputats grove regnefejl. »Luplau Janssen har for ringe kritisk sans, og hans resultater er ikke tilstrækkeligt begrundede«, og »den indleverede afhandling indeholder i metodisk henseende intet nyt.« Ikke overraskende besluttes det at forkaste afhandlingen før forsvaret. Men før den officielle beslutning meddeltes Luplau Janssen, trak han den selv frivilligt tilbage. Begrundelsen var, at der netop var kommet mere materiale, og da »min Afhandling saaledes ikke længere svarer til, hvad jeg kræver af den, tillader jeg mig at anmode om at få den tilbage.« Trods dette forsøgte han at få den offentliggjort i et astronomisk fagtidsskrift, dog uden held. Udtalelsen om, at C. Luplau Janssen har for ringe kritisk sans, synes at ramme plet. Observatorieejer og menneskeSom en anden Don Quijote udfordrede Luplau Janssen undertiden den etablerede videnskabelige verden. Som for eksempel da han sammen med fru Aase vandrede i egnen omkring Yding Skovhøj og Ejer Bavnehøj. Med det blotte øje kunne han se, at Yding Skovhøj, og ikke, som ellers antaget, Ejer Bavnehøj, var landets højeste punkt.
Den anerkendelse fra professionelle astronomiske institutioner, som var opbygget gennem Victor Nielsens virke, fortsatte under C. Luplau Janssens ledelse. Men Urania Observatoriets dage som professionel institution var ved at være talte, dels på grund af beliggenheden, men også fordi teknologien var begyndt at overhale Urania Observatoriets ydeevne. Trods dette formåede Luplau Janssen at bibeholde sit medlemsskab i flere internationale astronomiforeninger, bl.a. Den Internationale Planetkommission. I 1920'erne og 1930'erne arbejdede han hårdt for at få staten til at købe Urania Observatoriet. Hans håb var så, at han kunne få ansættelse i sit elskede observatorium som astronom. Det mislykkedes som bekendt. Forkastede doktordisputatser, økonomiske problemer og det manglende avancement som bibliotekar har naget ham. Især den isnende tavshed fra officiel dansk astronomis side har gjort ondt. Astronomisk Selskab, som han dog var med til at starte, omtalte praktisk talt aldrig det store og fine observatorium på Dronning Olgas Vej. Luplau Janssen havde ikke en heldig hånd med sit videnskabelige arbejde. Meget arbejde blev ødelagt af decideret sjusk, og egne ideer var der reelt ikke mange af. Men det må også have været svært at stå for hele den praktiske del af observatoriedriften, have det økonomiske ansvar - og så se andre høste anerkendelse på arbejder, som vitterligt blev udført på hans observatorium, og et stykke hen ad vejen på hans bekostning. Og den ildsjæl, som han i så rig grad besad, har jo nok ikke gået godt i spænd med den akkuratesse og minutiøsitet, som skal til for at sikre et korrekt videnskabeligt, underbygget resultat. Trods al modgang formåede han sammen med fru Aase at skabe en uhyre konstruktiv atmosfære omkring sig med sin utrættelige indsats og store hjertevarme. Hans populariserende arbejde som foredragsholder, som forfatter og oversætter, hans arbejde for amatørastronomien, hans engagement, vilje og evne til at blande sig i alle spørgsmål, alt det gjorde ham kendt og populær i brede kredse. Uraniaklubben ophørte i slutningen af 1950'erne. Det sidst omtalte møde var onsdag den 1. februar 1956. Luplau Janssen var syg i sine sidste leveår. Han døde den 21. juni 1971 og efterlod sin elskede kone, som levede til 1986.
|
